Nyt i galleriet - værker af Hans Berg
Malerier af Hans BergGalleri5000 vil fremover formidle salg af malerier udført af maleren og grafikeren Hans Berg (1938-2010).
Se dem her:
Senest har Hans Bergs værker - i det tidlige forår - været udstillet på Naturama i Svendborg, hvor Preben Winther fra Kunstavisen anmeldte udstillingen under overskriften:
Mod og mandshjerteGru, tilbedelse, anonymitet'Hans Berg (1938-2010) hører ikke til de oftest nævnte inden for moderne dansk kunst. Han var magister i etnologi og deltog i P.V. Globs arkæologiske ekspeditioner til Bahrain i 1958-61. Han rejste i øvrigt meget; i Pakistan, Indien, Nepal, Italien, og ikke mindst i Grønland, hvor han blev konsulent ved Grønlands Landsmuseum, Nuuk i 1977.
Som kunstner var han autodidakt, maler og grafiker, og debuterede i 1960. Mest huskes han nok for sine portrætter af politikere og organisationsfolk, bl.a. af udenrigsminister K.B. Andersen (1982), Metals formand Georg Poulsen (1990) og Lars Emil Johansen, Grønlands Landsstyre (1998).
Navnlig de første af disse er malet i en collageagtig stil, med tydelige mindelser fra den analytiske kubisme.
Gru, tilbedelse, anonymitetNu har det naturhistoriske museum Naturama i Svendborg fyldt sin Store Sal med niogtyve af Hans Bergs malerier fra perioden 1990-2010, og de er overraskende. Ikke bare fordi de er helt abstrakte, men også fordi vi her møder en kunstner, der øjensynligt har turdet male de billeder, han nu mente han måtte male; uden at skele til, om de stilmæssigt helt matchede de forrige, eller om de nu også var passende i forhold til det, andre gik og klattede på lærreder rundt omkring. Det er faktisk velgørende at stå ansigt til ansigt med den form for mod.
Mandshjerte er der også, når Berg i 1992 f.eks. gav kunstnerisk mæle til sine følelser omkring Balkankrigen i fem store lærreder, hvor surreel og ubehageligt fantasifuld billedskabende evne blænder op for gruen. Ikke med blod og splatter, nej Berg animerer beskueren til at grave i sit eget mentale billedarkiv.

Også kæmpe-suiten
Adoranterne er slående. De antikt inspirerede, blinde antropomorfe figurer giver intet svar på, hvem eller hvad de tilbeder og bekender sig til. Men en tolkning i retning af det totalitære ligger lige for.

En række
Passionsbilleder og suiten
Lys og mørke i bevægelse er smuk og måske endda humorfyldt leg med farve og former. Endelig skiller et stort otte-delt værk, med titlen
Anonyme portrætter, sig ud. Det kan ses som en videreudvikling af kunstnerens egentlige portrætter, men det er vanskeligt ikke også at fornemme en snert af den kulegravning af den menneskelige natur, som den irske maler Francis Bacon mestrede.
De ansigtsløse ukendte er smerteligt rammende.

Med hvilken begrundelse Naturama har valgt at udstille Hans Bergs malerier, må stå hen i det uvisse. Men det er en kærkommen lejlighed til at stifte bekendtskab med en række store, spændende værker af en dansk kunstner, der er blevet noget overset på parnasset.
Så tak, Naturama.'
Hans Berg deltog i mange udstillinger gennem årene, herunder adskillige gange på Charlottenborgs forårs- og efterårsudstillinger, samt i Den fries Udstillingsbygning i København. Han udstillede tillige i gallerier - bl.a. i Galleri Asbæk, hvor han i september 2002 havde en separatudstilling. Også udstillingsopgaver blev løst for bl.a. KTAS/TDC og Amternes Hus i København.
Kig indenfor og bliv overbevist om Hans Bergs varierede og stilsikre formsprog:
Solgte værker af Hans Berg
Artikler i nyhedsarkiv