Anmeldelse af jubilæumsudstillingen i Kunstavisen

En udstilling man ikke kan skrive om...

Det definitive opgør med 'den hvide kube'

Af Preben Winther

Når man træder ind i galleriet, der også fungerer som privat lejlighed, er det vanskeligt ikke at komme til at tænke på de prærevolutionære russiske kunstsamlerhjem. Godt nok hænger billederne her ikke uden på hinanden, men dog ramme ved ramme, i flere etager, og nøje tilpasset møbleringen.

Hvad skal man tænke? Hvordan skal man forholde sig? Er det vold på værkerne, eller er det en stjernestund af kunst, der åbenbarer sin overdimensionerede Aladdins hule for én?

Kan man udstille kunst i et privathjem!? Det kan man - og oplevelsen er overvældende. Foto: PW.

Blandet landhandel

Galleri5000 fejrer sit 10 års jubilæum, og samtidig markerer indehaveren 50 års brændende interesse for kunst med denne særudstilling, der repræsenterer værker af de kunstnere, der igennem tiden har haft separatudstillinger i de selv samme rum. I sandhed intet mindre end en blandet landhandel.

Men som man flanerer rundt og lader sig gribe og fange, slår det én, at der ikke er ét eneste dårligt maleri, grafisk blad eller skulptur. Man kan synes mere om dette end om hint, men det er et spørgsmål om personlig smag, ikke om kvalitet. Med et antal nyere kunstmesser og -markeder i tankerne, hvor det gedigne eller bare antagelige værk mere er undtagelsen end reglen, er denne udstilling både forstemmende og opløftende.

Nådestødet

I 1976 gjorde den irsk-amerikanske kunstner og kritiker Brian O'Doherty op med 'den hvide kube', et ærkemodernistisk udstillingsbegreb, ifølge hvilket den officielle kunstverden siden 1960'erne havde ligget under for den forestilling, at kunst skulle udstilles i sterile, hvide rum. Værkerne skulle have lov at bevare deres autonomi, og beskuerne ikke forstyrres af uvedkommende visuelle impulser - hvilket fraværet af impulser altså ikke blev anset for at være! Misforståelsen er endnu ikke ganske aflivet, men Galleri5000's jubilæumsudstilling burde give den nådestødet!

Denne kunst-bredside, som ikke mindre end otteogtredive kunstnere medvirker i, er ikke noget repræsentativt længdesnit ned gennem ti års kunst, men er udvalgt på baggrund af en enkeltpersons personlige præferencer. Også her bryder udstillingen modigt med en mulig forventning.

Man burde sætte sig ned, kunstfreaks i små grupper i de lave stole ved glasbordet, andre ved det gamle konferencebord under al grafikken, og debattere kunst og kvalitet. Hvad er kunstens berettigelse? Skal kunst være smuk, provokerende eller tankevækkende? Skal den kunne få én til at græde eller le? Skal den...