Preben Winther anmelder Peter Martensen-udstillingen
Pulstagning på tidenLille, men stærk Peter Martensen-udstillingAf Preben Wintherprebenwinther@up95.dkIngen videoer. Ingen selvsmagende præsentationsfilm. Ingen fede farver, men monokrome malerier. Den rene vare. Galleri 5000 viser i øjeblikket en uprætentiøs, retrospektiv udstilling med værker af Peter Martensen (f. 1953). Med sine bare godt og vel tyve numre giver den et rimeligt dækkende indtryk af kunstnerens udvikling, og beskueren får lov at opleve nogle af de tilløb og ekskurser, han gennem tiden har været ude i, før han fandt frem til sit mere varige udtryk og blev 'den Peter Martensen', vi i dag nikker genkendende til.
Klassisk og fremragendeGalleriets intimitet matcher forbilledligt karakteren af de viste værker - mindre oliemalerier, raderinger, litografier, en enkelt tegning, et fotografi, samt nogle få bronzeskulpturer fra 2013. Kunstnerens seneste temaer, landskabelige vådområder, befolket med forskere i hvide kitler, malet i en nærmest naturalistisk palet, er der ingen eksempler på. Men ellers fordeler de udstillede arbejder sig over de sidste 40 år.
Særdeles interessante er et tidligt selvportræt, en modelstudie i olie fra 1973 og et portræt af kunstnerens lillesøster (1974). Den kendte Martensen kan anes, men har endnu ikke foldet sig helt ud. En stribe raderinger fra 1980'erne viser forskellige sider af hans talent; en af dem er direkte klassisk, fremragende i sin vægtning af materiale, motiv og billedkunstnerisk udførsel.
Den klonede mandMen selvfølgelig optræder Martensens klonede mænd på en del af de monokrome malerier og de grafiske blade, på
Procesbilleder og i
Strange Days-serien, iført hvide kitler eller ditto skjorter. Så lig hinanden, at vi gyser lidt og uvilkårligt - og uden held - prøver at tillægge den enkelte lidt personlige karaktertræk.
Hvad er det, kunstneren vil fortælle os med denne hr. Hvem-som-helst, der i bronzeskulpturerne
Waterman I og
II står i vand til halsen og lidt uengageret holder hænderne op, som i bøn? Vil han spørge os, hvad det er for vilkår, vi har skabt for os selv? Bede os overveje karakteren af vores såkaldte fællesskab og holde det op imod den snigende fare for konformitet?
I det exceptionelt
gothy maleri
Solo optræder kun én mand. Stående i et gråsort mørke slår han opgivende, anråbende eller anklagende ud med armene. Var det med lyd, ville han brøle af afmagt.
Peter Martensen - Retro er ikke tænkt som og er ikke et alternativ til den stort anlagte Peter Martensen-udstilling, der i øjeblikket kan ses på Brandts 13 (omtalt andet steds i dette nummer af Kunstavisen). Men Galleri 5000's gennemtænkte udstillingskoncept og billedudvalg er et indlysende supplement, man ikke bør snyde sig selv for.